onsdag den 31. december 2014

2014

2014 er ved at rinde ud af timeglasset. De små korn ligger som en fin dyne i min åbne håndflade og glitre som et utal af stjerner. Jeg vil puste dem forsigtigt afsted og gøre plads til endnu flere i 2015. Jeg ser tilbage på et år der er skrevet lidt ekstra dybt i livets erindring.
Når et liv bliver til, er det som når foråret viser sine første spæde tegn. Farverne er meget mere klare, duftene mere kraftige og solens stråler virker så stærke og energigivende. Samme følelse fik jeg, da lille Liv kom til verden den sidste dag i april. Endnu større blev mit hjerte, for hvilken kærlighed er mere inderlig, end når tre søstre sammenfiltres i en herlig dynge af latter og hengivenhed. Det er for mig lykke på højeste plan og 2014 har budt på et utal af den slags øjeblikke.
Hvad mon det nye år vil bringe af stjernestøv og løjeligheder? Med alderen har bekymringerne fået et større tag i mig, hvilket får mig til at våge den påstand, at hudens ridser kommer udelukkende af tankespind og "hvad nu hvis'er". Så jeg nupper mig lige en lidt større flødeis, når solen brænder og en ekstra bailey i den gode varme friskkværnet kaffe bryg.
I morges tog sømanden og jeg en alvorssnak. Om året vi intet aner om. Hvordan vil vi gerne forme det? Ideerne er mange og drømmene endnu større. Listen blev lang, men egentlig er det ganske kort: En gentagelse af 2014 er ganske kærkommen.



1 kommentar:

Ellen Kathrine sagde ...

Godt nytår til jer alle, håber 2015 bliver fyldt med det i ønsker og at vi får et glimt her bloggen.